Kritik af RALs ansættelsespolitik
I sidste uge besøgte folketingsmedlemmet fra Siumut, Doris Jakobsen Aalborg blandt andet Royal Arctic Logistics i Aalborg. Hun har efterfølgende kritiseret den Grønlandsk-ejede virksomhed for at have for få grønlændere ansat. Royal Arctic Line, RAL, mener ikke kritikken er berettiget.
”Jeg besøgte også vores eget selskab Royal Arctic Logistic, der ligger i Aalborg. En flot og velfungerende virksomhed med cirka 145 ansatte, hvoraf de tre var grønlændere. Ja, I læste rigtigt. Der var kun tre grønlandske ansatte i vores egen virksomhed”, skriver Doris Jakobsen i en pressemeddelelse.
Royal Arctic Line mener kritikken er uretfærdig, da man ansætter folk efter kvalifikationer og ikke efter, hvor de kommer fra. Iøvrigt pointerer rederiet, at antallet på tre er forkert, men præciserer det ikke nærmere. Desuden er der få grønlandske ansøgere til stillinger hos RAL i Danmark
”Det er ikke rigtigt, at der kun er tre med grønlandsk baggrund i Aalborg, men det vigtige er jo ikke, om vi har tre, otte eller ti. Det vigtige er, hvad kan vi sammen gøre for at øge antallet af ansøgere med grønlandsk baggrund. Det vil vi gerne i dialog med Doris Jakobsen og andre interessenter om”, siger Jakob Strøm, kommunikationschef i Royal Arctic Line i Nuuk.
Royal Arctic Logistics er en dansk virksomhed, dog ejet af Royal Arctic Line og dermed Grønland. Rederiets pointe er, at man ikke kan diskriminere ved ansættelser. Royal Arctic Line ansætter folk efter ansøgerens kvalifikationer og ikke, hvor ansøgeren kommer fra. Det sker for at følge den danske lovgivning.
Kilde: Sermitsiaq