Krydstogt-giganter taber 10 mia hver måned
Verdens tre største krydstogtselskaber taber i øjeblikket op til 1,39 mia. dollar - ca. 10 mia. kr - på grund af Corona-krisen hver eneste måned. Det sker trods milliardbesparelser gennem oplæg af skibe og hjemsendelser eller afskedigelser af tusindvis af medarbejdere.
Royal Caribbean Cruises - verdens næststørste krydstogtselskab - bruger mellem 250 og 275 mio. dollar om måneden for at holde selskabet i live mens alle 62 skibe ligger uvirksomme hen og tjener nul dollar hjem.
Og det er efter at nogle af skibene er lagt i koldt oplag og en fjerdedel af selskabets 5.000 medarbejdere på land er afskediget.
“Ingen af os har oplevet noget lignende tidligere. Rejsebegrænsninger og regler om at blive hjemme er vigtige for at bremse spredningen af virussen, men de har i alvorlig grad påvirket vores forretning,” udtaler Richard Fain, der er CEO i Royal Caribbean Cruises.
Selskabet tilbyder som andre i industrien en bonus til rejsende, hvis de vælger at udskyde deres planlagte rejse i stedet for at kræve pengene retur for på den måde at beskytte likviditeten.
Verdens største krydstogtselskab Carnival Corp. taber 1 mia. dollar, eller knap 7 mia. kr. på sine 104 krydstogtskibe for hver måned, de ligger stille, mens nr. 3 på listen, Norwegian Cruise Line Holdings taber op mod 110 mio. dollar hver måned, ifølge selskabets estimater.
Situationen for Norwegian er så alvorlig, at selskabets revisorer har udtrykt “betydelig tvivl” om selskabets muligheder for at fortsætte som “going concern”.
Alle rederierne bliver i øjeblikket ved med at skubbe en mulig genåbning foran sig.
Carnival Corp. har annonceret, at de planlægger at lade otte skibe fra rederiet Carnival Cruise Line starte krydstogter pr. 1. august, mens mange andre venter til tidligst 1. september.
Kilde: TradeWinds