Krydstogt som vækstskaber i havnebyer
Antallet af krydstogtpassagerer der har besøgt Danmark, er fra 2005 til 2012 steget med 96 procent, men sidste år fladede udviklingen ud. En række organisationer opfordrer nu til, at der gøres en indsats for at fremtidssikre krydstogtsområdet.
Danske Havne, Danske Byggeri og Danske Anlægsentreprenører arrangerer derfor en debat om emner under Folkemødet i Allinge på Bornholm i denne uge.
I debatten deltager Global Director for Cruise Lines International Association Bo Nylandsted Larsen, direktør for Københavns Lufthavne Henrik Peter Jørgensen, adm. dir. for Pension Danmark Torben Möger Pedersen samt borgmester i Helsingør Benedikte Kiær.
Udgangspunktet for debatten er, at en sikring af Danmark og Vandkants Danmark som foretrukken krydstogtdestination kræver en ambitiøs strategi, indgående samarbejde mellem havne, private aktører, turistorganisationer og det politiske system. Samt væsentlige investeringer i infrastruktur.
København er i dag Nordeuropas vigtigste turn-around krydstogthavn, men også Rønne, Aarhus og Skagen er store krydstogtmål.
Mødet finder sted fredag den 13. juni kl. 9.00 – 9.45 i Dansk Byggeris telt på Folkemødet.
Kilde: Danske Havne