Landdistrikter glade for ny DIS-ordning
Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over, at ansatte på offshoreskibe nu bliver ligestillet med andre søfolk. Det sikrer arbejdspladser og bosætning i yderkommuner, hvor mange sømænd bor, vurderer formand Steffen Damsgaard.
”Regeringens udspil er ikke alene godt for rederiernes konkurrenceevne. Det er også til gavn for yderkommunerne, hvor over halvdelen af de danske søfolk bor. Med en justering af sømandsskatteordningen får offshore rederierne samme vilkår som konkurrenterne, så de kan trække ny vækst til den maritime klynge og dermed hele Danmark”, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
Søfarten fylder meget i de danske landdistrikter og hver anden dansk sømand bor i en yderkommune. Derfor har Landdistrikternes Fællesråd også set frem til regeringens erhvervsudspil, som blev præsenteret i dag, onsdag.
”Søfolk fra den danske offshore-branche bor i stor stil i landets yderkommuner. Ved at ligestille rammerne for de danske maritime offshore-virksomheder, så er der nemlig langt bedre muligheder for at fastholde gevinsten ved mange jobs indenfor søfarten i en række danske yderkommuner på tværs af hele landet”, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Regeringens erhvervsudspil betyder, at ansatte på skibe i offshoreindustrien bliver omfattet af den såkaldte DIS-skatteordning. Ifølge Landdistrikternes Fællesråd sikrer ordningen mere konkurrencedygtig danske søfart, da rederierne kan aflønne søfolkene med en nettoløn, hvilket sænker omkostningerne.
Skatteordningen gælder i dag på de fleste danske handelsskibe, men omfatter ikke alle offshore skibene. Det kan betyde et tab af arbejdspladser i landdistrikterne, da Danmarks nabolande i dag har mere konkurrencedygtige skatteordninger.
Landdistrikternes Fællesråd håber, at et bredt flertal af Folketingets partier vil bakke op om forslaget.
Kilde: Landdistrikternes Fællesråd