Lars Thrane kæmper mod et salg
Lars Thrane, der sammen med sin bror Per Thrane stiftede Thrane & Thrane i 1981, kæmper indædt mod et salg af elektronikvirksomheden til den konkurrent der uinviteret har henvendt sig med et ønske om, at overtage kontrollen med den danske virksomhed.
“Jeg mener, det er en skændsel, at man forsøger at lave en fjendtlig overtagelse af en virksomhed, hvor stifteren og hovedaktionæren er imod. Det er en af de få virksomheder herhjemme, der selv er vokset til at blive en pæn størrelse gennem de seneste 30 år”, siger Lars Thrane til Børsen.
Lars Thrane ejer i dag 24 procent af virksomheden, der blev børsnoteret i 2011. I forbindelse med børsnoteringen trak Lars Thranes tvillingebror sig ud af virksomheden, der i dag har en markedsværdi på fondsbørsen på omkring 2 milliarder kroner.
Lars Thrane, der også sidder i bestyrelsen, siger til avisen, at han ikke udelukker at ville sælge ud af sine 24 procent af selskabet, hvis der kommer andre bydere på banen.
Bestyrelsen for Thrane & Thrane har nu sat gang i en strategisk proces for at finde nye ejere.
Kilde: borsen.dk