Maersk-aktien i nedtur trods stærkt kvartalsregnskab
Aktiemarkedet sendte i dag Maersk-aktien ned med knap 2 pct. trods et stærkt 3. kvartalsregnskab og en opjustering af forventningerne til driftsresultatet for hele året. En analytiker peger på en mulig forklaring
En solidt 3. kvartal med et driftsresultat på 23 mia. kr. - højere end analytikernes forventninger - gav i dag ikke medvind for Maersk på aktiemarkedet.
Tvært i mod. Aktien faldt i løbet af dagen med knap 2 pct. fra kurs 10.900 kr til 10.440 kr kl. 15.00.
Ifølge Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, kan det hænge sammen med, at Maersk i sin nye prognose regner med et markant indtjeningsfald i 4. kvartal på helt op til 47 pct. i forhold til det stærke 3. kvartal.
“Et stærkt tredje kvartal løser ikke udfordringerne, som lurer under overfladen. Når stormen har lagt sig, og transportmarkedet igen nærmer sig en normal, så skal rederierne stadig forholde sig til høje omkostninger, overkapacitet af skibe og lavere fragtpriser, som potentielt vil være en plage i flere år frem,” siger Mikkel Emil Jensen til dagbladet Børsen.
Maersk opjusterede forventninger til driftsresultatet for hele året til mellem 5,2 mia. dollar og 5,7 mia. dollar (36-39 mia. kr) mod tidligere 3-5 mia. dollar.
Samtidig vil forventningerne til væksten i det globale containermarked for 2024 opjusteret til omkring 6 pct. mod tidligere 4-6 pct.
Men væksten skyldes bl.a. at mange virksomheder vælger at købe mere til lager, ligesom konflikten i Det Røde Hav også er med til at sende efterspørgslen og dermed fragtraterne i vejret.
“Noget tyder på, at efterspørgslen er kunstigt høj. Jeg forventer, at fragtraterne skal markant ned, når økonomien ikke er stærkere,” siger Mikkel Emil Jensen til avisen.
-emte