Lauritzen håber på overskud i 2014
Den kommende topchef for rederiet J. Lauritzen, Jan Kastrup-Nielsen, der overtager posten når den mangeårige topchef Torben Janholt går på pension den 26. februar, håber på, at rederiet igen vil give overskud i 2014.
I et interview med Maritime Danmark siger Jan Kastrup-Nielsen, at han har svært ved at forestille sig, at markedet vender hurtigt nok til, at Lauritzen får overskud i år.
”Jeg kan kun sige, at vi vil gøre alt hvad vi kan. Så må vi se hvornår det bliver. Uanset hvordan du vender og drejer det, så skal der ske noget i markederne. Og jeg har svært ved at se, at det bliver i 2013”, siger Jan Kastrup-Nielsen til Maritime Danmark.
Kunne det være 2014 ?
”Det kunne være 2014. Det håber jeg da meget på”, siger Kastrup-Nielsen.
Lauritzens kommende topchef slår i interviewet med Maritime Danmark fast, at tre ud af de fire ben rederiet står på - Offshore, Gastank, Tank og Tørlast - klarer sig ganske godt, krisen taget i betragtning. Det er tørlastaktiviteterne der volder problemer.
”Om jeg er optimist på tørslast ? Der skal knokles en stor pukkel skibe af. Nu ser det ud som om, at 2013 kunne blive det første af de sidste 5-6 år, hvor væksten i efterspørgslen kunne blive større end væksten i tonnagen. Vi er vel ved begyndelsen til, at balancen begynder at blive bedre”, siger Jan Kastrup-Nielsen.
Kastrup-Nielsen er dog ikke i tvivl om, at Lauritzen også fremover vil være en stor spiller på tørlastområdet.
”Vi forsøger at drive en forretning hvor vi spreder risikoen, samtidig med at vi opnår en indtjening, der ligger i forhold til den risiko vi tager. Om det om to år er bedre at bygge nogle flere offshore enheder, flere tørlastskibe eller en serie gasskibe - det tager vi stilling til når vi når dertil. Om vi beslutter os for at eje nogle flere eller færre skibe er et spørgsmål om, hvordan det ser ud på balancen. Men en ting er sikkert - om fem år har vi stadig en meget stor tørlastorganisation og arbejder meget i tørlast”, siger Jan Kastrup-Nielsen til Maritime Danmark.
Læs hele interviewet med Jan Kastrup-Nielsen i den nye udgave af magasinet Maritime Danmark herunder: