Lederne Søfart truer med stor konflikt
Lederne Søfart har ved en sammelægning af to arbejdsgiverforeninger under Danske Rederier mistet muligheden for at forhandle overenskomst for navigatørerne, og det vil de ikke finde sig i. I værste fald kan det resultere i en konflikt med vidtrækkende konsekvenser.
Det vil gøre det hele “administrativt mere simpelt”, lød begrundelsen, da Danske Rederier i slutningen af oktober valgte at sammenlægge deres to arbejdsgiverforeninger DRO I og DRO II til én.
Men konsekvensen er ogsåf, at Lederne Søfart, der var overenskomstpart i den ene forening, bliver kørt ud på et sidespor. Foreningen kan ikke længere tegne overenskomst for navigatørerne, som det hidtil er sket.
I stedet overtages overenskomsten af Dansk Metal, og det vil Lederne Søfart ikke finde sig i. I værste fald kan en konflikt påvirke hele Europa og en stor del af verdenshandelen, påpeger foreningens formand, Jens Marquardt Sørensen.
”Lederne Søfart organiserer over 80 pct. af alle danske navigatører. Det er os, der har medlemmerne, som Metal vil forhandle løn- og arbejdsvilkår for. Det er helt uholdbart og et direkte og alvorligt svigt på spillereglerne i den danske model,” udtaler Jens Marquardt Sørensen i en pressemeddelelse.
”Otte ud af ti skibsofficerer får ingen indflydelse på deres egne løn- og arbejdsforhold, hvis det er Metal, der skal forhandle overenskomsten. Så jeg forstår godt, at navigatørerne føler sig groft svigtet. Det er ikke den måde, vi plejer at forhandle på i Danmark,” hedder det videre.
Lederne Søfart ønsker derfor at indgå i en “konstruktiv dialog” og forhandle med Danske Rederier, ligesom foreningen har bedt Daske Metal om at trække sig og give plads til Lederne Søfart.
”Vi ønsker at være en del af forhandlingerne, så vi kan gøre en forskel for vores mange medlemmer og bidrage til den bedste løsning for både rederiansatte og rederier. Vi ønsker ikke konflikt. Hvis vi ender i konflikt, handler det slet ikke om problemer mellem arbejdstagerne og arbejdsgiverne – så handler det alene om, at Dansk Metal forsøger at vokse på andres overenskomstområder ved at tegne overenskomster for andre end deres egne medlemmer. Kommer det så vidt, vil det påvirke hele Europa og en stor del af verdenshandelen. Det kan ikke være i nogens bedste interesse,” siger Jens Marquardt Sørensen.
Lederne Søfart repræsenterer i alt ca. 2.700 medlemmer, hvoraf 2.000 af dem er navigatører, der altså ikke længere skal have forhandlet overenskomst af deres egen forening.
En ny overenskomst skal genforhandles inden 1. april 2023. Kilde: Lederne Søfart