Lodser kan blive samlet igen
I kølvandet af udmeldingen fra Lederne Søfart om at indtræde i Serviceforbundet, ser Danish Maritime Pilots, der allerede er medlem af Serviceforbundet, frem til et godt samarbejde, med et mål om samling af alle lodser og overenskomster i én forening for lodser.
”Vi har jo vidst et stykke tid, at Serviceforbundet var en mulig sikker havn for Lederne Søfart. Vi har hele tiden set det som et gode for alle danske lodser. Derfor har vi også i processen hjulpet Serviceforbundet med alt det vi har kunnet, for at det skulle lykkedes”, siger Lars Sigvardt, formand for DMP.
Danish Maritime Pilots blev dannet i 2020, som en økonomisk støtteforening. Formålet var at understøtte det lodsfaglige arbejde, overenskomster og fællesskabet blandt lodser samt gøre en positiv forskel for alle lodser i det daværende Danske Lodser under Lederne Søfart.
”De fleste lodser og andre interesserede ved at det ikke blev taget godt imod. Vi husker selvfølgelig stadig, at vi der startede DMP, blev ekskluderet for illoyalitet. Men, det har vi lagt bag os. Det endte jo med dannelsen af DMP som en fagforening for alle lodser. Vi står i dag et meget stærkere sted, som den største fagforening af lodser, med en solid økonomi samt en god og effektiv organisation”, siger Lars Sigvardt.
Danish Maritime Pilots medlemmer vedtog énstemmigt i marts 2023 at blive en del af Serviceforbundet og har været fuldgyldige medlemmer siden 1. juli 2023 – og samtidig også medlem af Fagbevægelsens Hovedorganisation.
”Vi indgik samarbejdet med Serviceforbundet med en aftale om et fælles mål - organisering og overenskomstdækning af alle danske lodser i én fagforening af lodser. Med den gode nyhed om Søfartens Lederes indtræden i Serviceforbundet tager vi store og gode skridt mod det mål. Vi rækker åbent hånden ud, byder velkommen og ser frem til at en samling af lodser og overenskomster i én forening kan ske i samarbejde og dialog med fælles fokus på medlemmernes ønsker”, sig Lars Sigvardt.
-mauh