Maersk containerskib i flammer
Containerskibet Maersk Frankfurt er brudt i brand 100 sømil sydvest for Goa, i Det Arabiske Hav. Containerskibet, der er chartret af Maersk, har farligt gods om bord, og den indiske kystvagt har indsat flere skibe for at bekæmpe ilden.
Foto: Den Indiske Kystvagt
”Vi kan bekræfte, at der er rapporteret om brand ombord på et af vores tidschartrede skibe, Maersk Frankfurt”, hedder det i en skriftlig udmelding fra Maersk.
”Brandslukning er i gang med støtte fra den indiske kystvagt. Skibet er i stabil tilstand”, hedder det videre fra Maersk.
Skibet var undervejs fra Mundra i Indien til Colombo i Sri Lanka, da ilden - af indtil videre ukendte årsager - brød ud i hårdt vejr.
Det 225 meter lange containerskib er indregistreret i Panama og japansk ejet. Det er bygget i 2024.
Maersk er ikke i stand til at oplyse om brandens omfang, men er i løbende kontakt med skibets ejer og driftsselskabet.
”Besætningens sikkerhed er lige nu vores vigtigste prioritet”, hedder det fra Maersk.
-mauh
Se video af det brændende containerskib HER