Maersk containerskib i kollision - 9 savnes
Containerskibet Mercosul Santos, der drives af Maersk Line, kolliderede onsdag morgen med en konvoj af pramme, der blev trukket af en slæbebåd på Amazon floden i Brasilien. Ni mennesker rapporteres savnet efter ulykken.
Det 210 meter lange containerskib var på vej op ad Amazon floden mellem havnene Juruti og Obidios, da det af endnu ukendte årsager kolliderede med konvoj af pramme drevet frem af en slæbebåd fra transportfirmaet Bertolini.
Ifølge det brasilianske Grupo Portal Marítimo og det maritime nyhedssite Maritime Bulletin var der i alt 11 mennesker ombord på prammene, da ulykken skete kl. 4.30 lokal tid onsdag morgen. Ni af dem savnes fortsat.
Det er ifølge Martime Bulletin uklart, hvad der skete med slæbebåden, mens syv af de i alt ni pramme ifølge Portal Maritimo skulle have revet sig fri og de to sidste endte under containerskibets bov. Det brasilianske rederi Mercosul Line har igennem en årrække været ejet af Maersk Line, men sælges nu til CMA CGM på grund af krav fra konkurrencemyndighederne efter Maersk Line´s køb af Hamburg Süd, der i forvejen har interesser i Brasilien.
Se videoen herunder af containerskibet og prammen efter kollisionen.
Kilder: Grupo Portal Marítimo & Maritime Bulletin