Mærsk containerskib tabte 26 containere
Maersk Lines 6.478 TEU containerskib Maersk Sembawang blev natten mellem mandag og tirsdag ramt af en storm i Biscayen. De meget store bølger var årsag til, at den yderste række containere agter blev slået løs, og 26 containere forsvandt i havet.
Yderligere 47 containere blev, som det fremgår af billederne, mere eller mindre beskadiget.
Det i Singapore registrerede Maersk Line skib var på vej fra Sri Lanka til Zeebrugge da uheldet indtraf.
Af frygt for at skibet skulle tabe endnu flere containere, der kunne udgøre en fare for den tætte skibstrafik i Den Engelske Kanal, beordrede de franske myndigheder Maersk Sembawang i havn i Le Havre, for at få læsset om og sikret containerne.
En ung fransk fotograf, Karls Golhen, tog torsdag morgen en række billeder af det uheldige containerskib. De kan ses herunder.