Mærsk dropper olieprojekter
Udsigten til lavere oliepriser skaber tvivl om flere af Maersk Oils planlagte projekter. Målet om at øge olieproduktionen fra i dag 240.000 tønder om dagen til 400.000 tønder i 2020 er mindre vigtigt. Indtjeningen fra olieprojekterne er det vigtigste, er meldingen nu fra A.P. Møller-Mærsk.
”Vi har kigget grundigt på vores program set i lyset af sidste år, hvor vi ikke fandt det olie, som vi skulle. Det betyder, at nogle ting er sat på hold eller udskudt, indtil vi er sikre på, at vi forstår reservoirerne 100 procent. Det betragter vi som en normal måde at reflektere over de resultater, som vi har nået”, siger Nils Smedegaard Andersen.
Siden 2011 har olieprisen ligget over 100 dollar pr. tønde, og lige nu er prisen 108 dollar pr. tønde. Men der er udsigter til, at olieprisen i fremtiden vil ligge omkring 90 dollar pr. tønde, og det betyder, at nogle af Maersk Oils investeringsprojekter pludselig ikke er lige så attraktive.
”Der må vi være klare og sige, at hvis de ikke er rentable, starter vi dem selvfølgelig ikke op, for vi skal tjene penge”, siger Nils Smedegaard Andersen.
Maersk Oil kom ud af årets første kvartal med et overskud på 346 millioner dollar, hvilket er uændret i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen steg en anelse fra 2.381 millioner dollar sidste år til 2.448 millioner dollar i første kvartal i år.
Kilde: Berlingske Business