Maersk er næsten ovre cyberangreb
Maersk gør store fremskridt med hensyn til at komme tilbage online efter cyberangrebet tirsdag den 27. juli. Man har været i stand til at genoprette sit netværk samt nogle af de vigtigste applikationer. Rederiet har nu også sine DIRECT-telefoner genåbnet.
”Havneterminalerne øger deres produktivitet for hver time og de fleste terminaler arbejder på fuld kapacitet igen. Der er igen åbent for eksport i Nordamerika fra Pier 400 og Port Elisabeth. Det betyder, at Maersk Line nu igen dækker hele verden for både import og eksport”, skriver Maersk Line i en meddelelse.
For last ind og ud af Rotterdam Maasvlakte II har man fundet løsninger med nabohavne samt lagt en klar plan for genopretning af it-systemet, der driver denne innovative terminal. Intermodale tjenester kører fuldt ud de fleste steder, kun med reduceret kapacitet i Göteborg, Rotterdam og Indien. Skibene er fortsat fuldt funktionsdygtige.
Enkelte havne rundt om i verden har stadig dokumentationsudfordringer, men alle steder sker der enten fremskridt eller der er lagt planer for, hvordan det skal ske. Maersk Line er åben for forretninger og accepterer bookinger både via INTTRA, online-formularer tilgængelige på maerskline.com og via EDI.
Kundernes sikkerhed har højeste prioritet. Alle åbne kommunikationskanaler er bekræftet sikre. Maersk bemærker dog, at når onlinesystemerne er oppe at køre, kan man opleve, at nogle systemer vil sende meddelelser for at bekræfte, at de er sikkert reetableret. Dette er en del af proceduren.
Kilde: Maersk Line