Maersk henter dansk IT-topchef ind som bestyrelsesmedlem
Allan Thygesen med en fortid på toppost i Google bliver foreslået som nyt bestyrelsesmedlem, når koncernen holder generalforsamling den 14. marts, oplyser A.P. Møller - Maersk.
Den 61-årige Allan Thygesen er i dag CEO og formand for bestyrelsen i den amerikanske børsnoterede IT-virksomhed DocuSign, der arbejder med digitale signaturer og digital dokumenthåndtering.
Bag sig har han en lang karriere i Silicon Valley og har boet i Californien siden 1986. De sidste 11 år frem til sin ansættelse i DocuSign i oktober 2022 arbejde han for Google, hvor han som øverste chef for Googles annonceringsvirksomhed i Nord- og Sydamerika havde ansvaret for en omsætning på over 100 mia. dollar.
På generalforsamlingen vil der også blive foreslået genvalg af Robert Mærsk Uggla, Marika Fredriksson, Thomas Lindegaard Madsen og Julija Voitiekute.
-emte