Mærsk hovedkvarter evakueret
A.P. Møller Mærsks hovedkvarter i København blev kort efter kl 12 tirsdag evakueret og samtlige medarbejdere sendt ud på gaden. Det skete på grund af et køleanlæg der begyndte at lække ammoniak.
"Der er tale om et køleanlæg, som har lækket ammoniak. Og når det kommer til sådan nogle dampe, så tager vi ingen chancer. Vi skal være sikre på, at ingen kommer til skade", siger den centrale vagtleder hos Københavns Politi.
Politi, brandvæsen og ambulancer ankom i stort antal til Esplanaden, mens de mange hundrede ansatte, heraf flere i skjorteærmer, frysende så til.
Ifølge politiet på stedet er tre personer kørt på hospitalet for behandling af kvalme.
Det vides endnu ikke hvornår de ansatte får lov til at vende tilbage til bygningen.
Politiet sendte flere store busser til området, hvor de ansatte kunne få varmen, mens andre valgte enten at gå hjem eller til den nærliggende Nyboder Skole hvor der var sørget for udskænkning af kaffe.
Kl. 14.30 ophævede politiet afspæringen igen.
Se Billedserier: Evakuering af Esplanaden