Maersk snupper forretningsben fra APMT
Som et led i Maersk´s strategi om at tilbyde end-to-end løsninger for sine kunder bliver APM Terminals Inland Services fra 1. august integreret i Maersk Logistics & Services, oplyser rederiet i en meddelelse. Det sker ifølge selskabet for at nå bredere ud og samtidig reducere overlapninger.
Porteføljen af Inland Servides omfatter et netværk af indenlandske terminaler over hele verden, der er spredt på 36 forretningsenheder på over 100 lokationer.
“APM Terminals kan fuldt ud fokusere på at blive en havneoperatør i verdensklasse, mens Maersk med integrationen af Inland Services vil fortsætte sit fokus på transport på verdenshavene samt logistik og service produktudvikling og levering,” siger Søren Toft, COO i A.P. Møller - Maersk.
“Ved strukturelt at overføre Inland Services til Maersk, vil kunderne få en nem adgang til en bredere palette af logistik og service produkter. Det sætter Maersk i en endnu bedre position i forhold til at differentiere sine tilbud og skalere porteføljen i Logistics & Services til en endnu bredere kundebase,” tilføjer han.
Med omlægningen vil APM Terminals fortsat håndtere alle de opgaver, der er forbundet med at servicere kunderne omkring selskabets havnefaciliteter.
Samtidig vil APM Terminals fortsatte det tætte samarbejde med Maersk om de kunder, der ønsker en end-to-end løsning.
“Det tættere samarbejde betyder, at både APM Terminals og Maersk kan reducere kompleksiteten og eliminere serviceoverlapninger, så begge brands kan fokusere på deres grundlæggende styrker og give kunderne en mere værdi og en bedre service,” siger Morten Engelstoft, CEO i APM Terminals.
Kilde: A.P. Møller - Maersk