Martec har nu også offshore kurser
Søfartsstyrelsen og Energistyrelsen har godkendt, at Martec kan udbyde grundlæggende sikkerhedskurser for offshore personel. Det maritime uddannelsescenter har i forvejen tilladelse til udbyde sikkerhedsuddannelser og -kurser for personer til skibsfarten.
"Det forventer vi os en del af, for alle, der arbejder fast eller midlertidigt på boreplatforme, skal have kurset, inden de påbegynder arbejdet, og kurset skal samtidig genopfriskes hvert fjerde år", siger Martec's uddannelseschef Brian Thomsen, til nordjyske.dk.
Offshore kurserne omfatter grundlæggende kvalifikationer indenfor søredning, førstehjælp, helikoptertransport, brandslukning og personlig sikkerhed.
"Det obligatoriske danske kursus er efter sidste års ændring af reglerne på niveau med de øvrige Nordsø-landes og indeholder også uddannelse i førstehjælp og personlig sikkerhed ved helikoptertransport", siger Brian Thomsen..
For folk, der skal arbejde i den norske sektor af Nordsøen, hvor der yderligere stilles krav om, at personer skal have gennemgået træning i anvendelse af en speciel evakueringsstrømpe og overlevelsesdragt, er Martec også godkendt som kursusudbyder sammen med en samarbejdspartner.
Det første offshore hold starter på Martec sidst i januar.
Kilde: nordjyske.dk