Medie: Muligt bedrageri i konkurs-ramt Stadil-rederi meldt til politiet
Det krakkede Thorco Shippings kurator har i en orientering til kreditorerne oplyst, at mistænkelige forhold i rederiet for nylig er blevet meldt til politiet, skriver ShippingWatch.
Thor Stadil var formand for det nu krakkede Thorco Shipping og er formand for den familieejede koncern, Thornico.. Foto: Thornico
Anmeldelsen er indgivet af kurator Troels Tuxen, fordi han har modtaget materiale, som han mener kan understøtte, at tidligere højtstående medarbejdere i rederiet har bedraget en udenlandsk partner.
Det mulige bedrageri skulle angiveligt være sket i 2019 og 2020 ved at angive et kunstigt lavt overskud fra driften af skibe i et joint venture og siden flytte pengene til andre selskaber, uden at partneren vidste det, skriver ShippingWatch.
Thor Stadil, der var formand for rederiet og i dag er formand for Thornico-koncernen afviser, at der skulle være foregået noget strafbart.
“Det er vores opfattelse, at det er helt uberettiget. Alle vores regnskaber er blevet gennemgået af et af de store revisionshuse, og skattevæsenet og Erhvervsstyrelsen har godkendt alle vores indsendelser,” siger han til ShippingWatch.
Anmeldelsen skulle være indgivet til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), men om sagen er blevet optaget til efterforskning, har det ikke været muligt for mediet at få oplyst.
Bedrageriet kan ifølge kurator opgøres til mindst 850.000 dollar.
-emte