Minister:Dobbelt så mange UK-flagede skibe
Den engelske transportminister John Hayes annoncerede sin ambitiøse målsætning om at fordoble antallet af skibe, der sejler under britisk flag, da han tildligere i dag åbnede London International Shipping Week.
Transportministerens nye mål skal være med til at anspore den øvrige britiske maritime industri, sagde han ved åbningen. "Jeg ønsker at forpligte mig i dag på en fordobling af den britiske flåde - de skibe der stolt fører det britiske flag -
fra de 14 mio. ton, den var for to år siden til 30 mio. ton," sagde John Hayes og tilføjede, at han har tilført det britiske skibsregister "de ressourcer de behøver for at nå målet". "Det vil selvfølgelig blive en udfordring, men jeg er sikker på, at den er både meningsfuld og opnåelig," sagde transportministeren.
Han tilføjede, at en opnåelse af målsætningen vil betyde, at Storbritannien er tilbage blandt verdens ti største søfartsnationer.
Ministeren vil lokke med blandt andet gunstige skatteforhold, britisk konsulær hjælp, når skibene er i fremmed havn og beskyttelse af den britiske flåde for at fordoble antallet af skibe, der flager
"Red Duster", der er den britiske handelsflådes flag.
Ifølge John Hayes skal arbejdet i gang nu og målet nås, når Storbritannien udtræder af EU i 2018.
London International Shipping Week, der startede i dag og slutter 15. september, er en af årets store maritime konferencebegivenheder og samler omkring 15.000 deltagere fra alle dele af den maritime verden.
Kilde: TradeWinds