MSC har købt ind til CO2 fri sejlads under jomfrurejse fra København
Når MSC Euribia drager ud på sin jomfrurejse vil der være fyldt 400 tons bio-LNG på tankene for at vise, at det er muligt at sejle selv de største krydstogtskibe uden at udlede drivhusgasser.
“Dette er MSC’s første nul-emissions jomfrurejse i krydstogtbranchen. Vores nye flagskib MSC Euribia er et vigtigt skridt i retningen af at reducere udledningen af kulstoffer og det viser mere end noget andet omfanget af vores engagement,” siger Pierfrancesco Vago, der er bestyrelsesformand for MSC Groups krydstogts-division.
Det nybyggede skib med plads til xxxx ankommer til København til navngivningsceremoni 7. juni.
Under den efterfølgende jomfrurejse vil skibet undervejs blive drevet frem af bio-LNG, der er produceret i overensstemmelse med EU´s direktiv om vedvarende energi.
Men det er alene en demonstration af muligheden, fordi de mere klimavenlige brændstoffer ikke er tilgængelig i tilstrækkelige mængder.
“Vores køb af bio-LNG vil sende et klart og meningsfuldt signal til markedet om, at der er en efterspørgsel fra krydstogtrederier og den bredere maritime industri efter nye og renere brændstoffer. Vi har brug for, at regeringer, producenter og slutbrugere samarbejder og opskalerer tilgængeligheden af disse meget nødvendige, vitale og nye energikilder,” siger bestyrelsesformanden.
Den nul-udledende rejse er støttet af det nordiske energiselskab Gasum, der er en førende producent af biogas og som også er førende inden for forarbejdning af bionedbrydelige affaldsfraktioner i Norden.
Såvel hastigheden som ruten er på MSC Euribias jomfrurejse designet specifikt til at optimere konfigurationen og belastningen af motorerne. Det er gjort for at minimere brændstofforbruget.
En række eksperter både om bord og på land vil overvåge og optimere alle aspekter af jomfrusejladsen.
Det vil f.eks. omfatte alt fra motorernes konfiguration til eksempelvis hastigheden på de enkelte ventilatorer eller klimaanlæg i kahytterne samt optimering af rejseplan og hastighed. Alle de kombinerede initiativer har til formål at spare energi for at reducere brændstofforbruget, oplyser rederiet.
Det 330 meter lange MSC Euribia har plads til omkring 5.000 passagerer og har kostet 770 mio. euro - ca. 5,7 mia. kr. - at bygge.
-emte