Nautilus fundet sejlende i Køge Bugt
Forsvaret meddeler i et tweet kl. 10.39, at den privatejede ubåd, Nautilus, der har været eftersøgt siden i nat er fundet sejlende i Køge Bugt. Dermed afblæses den storstilede eftersøgning. Ubåden fik tekniske problemer. Alle ombord er i god behold, oplyser Forsvaret.
Nautilus sejlede ud af Københavns Havn ved 20.30 tiden i aftes med ejeren Peter Madsen og en journalist ombord. Da ubåden ikke returnerede som aftalt, slog journalistens kæreste alarm kl. 02.30 i nat.
En storstilet eftersøgning, der har involveret skibe fra Forsvaret, Marinehjemmeværnet og private samt to helikoptere, har været i gang siden de tidligere morgentimer og gav altså resultat for kort tid siden.
"Ubåden fik tekniske problemer. Alle ombord er i god behold, siger Ole Theill, som er vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter, til TV 2.
Han oplyser, at det var privates observationer, der fik Forsvaret på sporet af ubåden, der blev fundet i den nordlige del af Køge Bugt.
Ubåden Nautilus er en af verdens største private ubåde og er bygget af Peter Madsen, der også er kendt som Raket-Madsen, da han foruden ubåde også har bygget flere raketter. Han var også manden bag "Copenhagen Suborbitals", der havde som mål at sende den første dansker i rummet.
Den 18 meter lange og 40 tons tunge ubåd blev søsat i 2008.
Redaktionen
Privat ubåd Nautilus fundet sejlende ved Køge Bugt. @forsvaretdk indstiller eftersøgning.#dkforsvar #værdatkæmpefor
— Forsvaret (@forsvaretdk) August 11, 2017