Nigeria indleder offensiv mod pirater
Nigeria har indledt en stor offensiv i kampen mod pirater og andre kriminelle grupper ud for landets kyst. Otte krigsskibe, seks hurtiggående fartøjer og tre helikoptere indgår i offensiven, der har fået navnet Exercise Farauta. Det skriver nyhedsbrevet Breakbulk.
”Initiativet er flådens svar på et mandat til Nigerias Flåde om at gøre alt, hvad den kan for at forhindre illegale aktiviteter til søs, især tyveri af brændstof, illegal bunkering og pirateri i Niger Delta området”, siger kontreadmiral Emmanuel Ogbor, øverstkommanderende i Nigerias Flåde.
Piratangreb ud for Somalia har været stærkt aftagende de seneste måneder, men i Vestafrika stiger antallet af angreb og piraterne bliver mere dristige. Angrebene er ofte voldelige. Der er en tendens til, at grovheden er blevet øget, skriver IMO i sin oktoberrapport.
Nigerias offensiv i Bight of Bonny begyndte søndag den 11. november og varer frem til den 17. november.
Indsatsstyrken vil øge de normale operationer i Niger Delta området med særlig vægt på Bonny, Akassa og Escravos aksen. Operationen ledes fra NNS Thunder.
Kilde: Breadbulk