Nord LB har igen overskud på shippinglån
Tysklands næststørste maritime långiver, Nord LB Norddeutsche Landesbank, har efter flere år med store underskud igen overskud på shipping-låneporteføljen. I årets første kvartal fik banken et overskud på 23 millioner euro fra shippinglånene. Tabene udgjorde i hele 2014 for shipping og luftfart 242 millioner euro.
En direkte sammenligning med første kvartal sidste år er ikke mulig, da banken indtil for nylig kun har oplyst samlede tal for shipping og luftfart.
Ifølge banken skyldes det positive resultat først og fremmest stærk indtjening hos råolietankskibene og bedre rater for containerskibene. Imidlertid vil hensættelser til tab på lån fortsat befinde sig på et højt niveau i et godt stykke tid fremover.
Nettorenteindtægten fra shippingkunderne beløb sig til 111 millioner euro i første kvartal, mens risikohensættelser beløb sig til 69 millioner euro.
Det er første gang siden 2012, at banken har overskud på shipping-låneporteføljen.
Kilde: IHS Maritime 360