Norden overskud på 31,8 mio. dollar i 2. kvt
Norden kom ud af årets 2. kvartal med et overskud på 31,8 millioner dollar, det bedste kvartalsresultat i 6 år. Rederiet opjusterer nu forventningerne til helårsresultatet til 140 - 220 millioner dollar – hvilket vil være det bedste resultat i 11 år.
”Vi har opbygget en meget stærk tørlastposition i første halvår, som vi vil nyde godt af resten af året, hvor vi forventer væsentligt stærkere resultater på trods af et uhørt lavt tankmarked. Den nyligt fortsatte vækst i de fremtidige fragtrater bidrager yderligere til vores høje forventninger til tørlast, og vi opjusterer derfor forventningerne til årets justerede resultat til mellem USD 140 – 220 mio.”, siger adm. direktør Jan Rindbo.
Forretningsområde Asset Management fik i 2. kvartal et justeret resultat på 2 millioner dollar, mod 11 millioner dollar i samme kvartal 2020.
Forretningsområde Dry Operator fik et overskud på 34 millioner dollar mod et underskud på 4 millioner dollar i samme kvartal sidste år.
Forretningsområde Tanker Operator fik et underskud på 4 millioner dollar mod et overskud på 22 millioner dollar i samme kvartal sidste år.
Sammenlagt fik Norden et overskud i 1. halvår på 16,9 millioner kroner, et kraftigt fald i forhold til et overskud på 56,7 millioner dollar i 1. halvår 2020.
Med forventninger om et stærkt andet halvår, sammenkoblet med nylige stigninger i fremtidige tørlastrater, opjusterer Norden sine forventninger til det justerede årsresultat i 2021 til 140 - 220 millioner dollar, mod tidligere forventet 140 - 200 millioner dollar.
Kilde: Norden