Nordic Shipholding justerer efter skidt Q1
De første par måneder af året startede ellers godt, men derefter dykkede raterne markant og ramte Nordic Shipholding på indtjeningen, så selskabet har valgt at nedjustere forventningerne til resultatet for hele året, fremgår det af selskabets kvartalsregnskab.
“2018 startede positivt, da den gennemsnitlige Time Charter Equivalent (TCE) i januar og februar lå omkring 25 pct. højere for de seks skibe end det gennemsnitlige TCE i 4. kvartal. 2017. Indtjeningen i marts levede dog ikke op til forventningerne og lå generelt under den gennemsnitlige rate i de foregående to måneder. Som et resultat blev den gennemsnitlige indtjening for de seks skibe i 1. kvartal lavere end forventet,” oplyser selskabet i kvartalsregnskabet.
TCE-omsætningen for 1. kvartal opgøres til 5,9 mio. dollar mod 6,8 mio. dollar i samme kvartal sidste år. EBITDA faldt med 0,6 mio. dollar til 1,7 mio. dollar på grund af den lavere TCE omsætning i 1. kvartal.
Resultatet for 1. kvartal blev et underskud på 0,9 mio. dollar efter skat mod et underskud i samme periode i fjor på 0,2 mio. dollar.
På grund af faldet i TCE-omsætningen i marts i år nedjusterer selskabet forventningerne til helåret, således at EBITDA forventes at ligge mellem 4,0-7,0 mio. dollar mod tidligere forventet 7,0-10,0 mio. dollar.
Resultatet før skat forventes nu at lande på et underskud i størrelsesordenen -6,5 mio. dollar til -4,5 mio. dollar. Markant lavere end de tidligere udmeldte forventninger på mellem -3,5 mio. dollar og -1,5 mio. dollar.
Kilde: Nordic Shipholding