Nordic Tankers har solgt Nordic Trine
Nordic Tankers har solgt produkttankskibet Nordic Trine til det svenske rederi Thun Tankers. Nordic Trine, der er på 7.915 DWT vil - når skibet er overdraget i slutningen af december - blive navngivet Thun Greenwich.
Thun Tankers råder over en flåde på 16 produkttankskibe med en kapacitet på mellem 5 – 10.000 DWT. Thun Greenwich vil blive indsat i europæisk fart. Thun Tankers tager sig af skibets kommercielle drift, mens den tekniske drift overlades til MF Shipping Group.
Inden skibet tages i brug af sin nye ejer vil det blive opgraderet på Falkvarv Shipyard, Falkenberg.
Nordic Trine er bygget i 2007 og sejler under maltesisk flag.
Kilde: Thun Tankers