Tre nye skibe i Arktis-plan til milliarder
Den politiske aftale om styrkelse af Danmarks tilstedeværelse ved Arktis og i Nordatlanten indeholder bl.a. 3 nye skibe og to langtrækkende droner.
Partierne bag forsvarsforliget er i tæt samarbejde med det færøske landsstyre og den grønlandske regering, Naalakkersuisut blevet enig om en første delaftale til ca. 14,6 mia. kr. om Forsvarets opgavevaretagelse i Arktis og Nordatlanten.
Pakken indeholder tre nye arktiske skibe, to langtrækkende droner til overvågningen samt en styrkelse af satellitkapaciteten. I alt skal der bruges 11,8 mia. kr. alene til militære kapaciteter.
De tre nye skib skal på sigt erstatte de fire gamle og nedslidte inspektionsskibe af Thetis-klassen.
“Vi står overfor alvorlige sikkerhedspolitiske udfordringer. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at trusselniveauet i Arktis og Nordatlanten er forværret. Derfor skal vi styrke Forsvarets tilstedeværelse i regionerne markant. Det gør vi med denne delaftale, som er blevet til i tæt samarbejde med det færøske landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut. Aftalen lægger et fundament, vi skal bygge videre på i første halvår af 2025,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Aftalen kommer i kølvandet på Donald Trump´s gentagne udmeldinger om at tage kontrol over Grønland.
Ifølge forsvarsministeren er Arktis-aftalen blot første delaftale om Arktis og Nordatlanten og yderligere politiske initiativer vil efter planen blive taget inden sommerferien.
-emte