Nu over 200 druknede i Italien
Italienske dykkere bjærgede i dag yderligere 17 lig fra den sunkne flygtningbåd ud for den syditalienske ø Lampedusa. Det officielle dødstal er nu oppe på 211, og den italienske kystvagt frygter, at mere end 300 er omkommet i tragedien. 151 personer er samlet op i live.
Flygtningebåden fik torsdag pludselig motorstop på sin rute fra Afrika til Europa med over 500 flygtninge om bord – de fleste fra Somalia og Eritrea.
Bådflygtningene tændte derfor et bål for at tiltrække sig opmærksomhed fra land, men det udløste en brand om bord og kort efter sank båden – muligvis fordi den kæntrede, da flygtningene samlede sig i den ene side af den 22-meter lange båd for at undgå flammerne.
Onsdag besøger EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, og Italiens premierminister, Enrico Letta, havnebyen Lampedusa.
Båden er ifølge kystvagten sandsynligvis afsejlet fra Libyen og såvel Josè Manuel Barroso som Enrico Letta har kritiseret Libyen for at tillade, at så mange illegale indvandrere søger til Italien.
Italiens premierminister er gået så vidt som til at sige, at ”vores problem i dag hedder Libyen”.
Kilde: Jyllandsposten – Fyns.dk