Ny chef for SOK overtager kommandoen
Søværnets Operative Kommando fik i dag ny chef, da kontreadmiral Frank Trojhan i formiddags overtog kommandoen. Frank Trojhan overtog kommandoen fra stabschef i SOK, flotilleadmiral Jan Leisborch. Stabschefen har siden 1. april været fungerende chef for SOK.
Frank Trojahn holder indsættelsestale.
”Det er en spændende og udfordrende tid at overtage posten i. Også i lyset af de store besparelser, som Forsvaret og dets ansatte står over for. Det vil komme til at gøre ondt, når der skal spares 15 procent, svarende til cirka 2,7 milliarder kroner årligt. Det svarer rundt regnet til, hvad det koster at drive søværnet om året”, sagde Frank Trojhan i sin tiltrædelsestale.
”Besparelserne skal findes uden de store omkostninger for det operative virke, og det vil jeg gøre mit yderste for, når det gælder søværnet. Vi må nemlig aldrig glemme vores mission. Vi skal fortsat kunne kæmpe, fortsat kunne redde liv til søs og fortsat kunne sikre Danmarks interesser i ind- og udland – med magt om nødvendigt”, fortsatte den nye chef.
Mens kommandotegnet blev strøget for den aftrædende chef for Søværnets Operative Kommando, gik kommandotegnet for SOKs nye chef til tops. Hejsningen af kommandotegnet markerede officielt, at Søværnets Operative Kommando onsdag fik sin ny chef.
Kommandooverdragelsen fandt sted i SOKs hovedkvarter i Brabrand med deltagelse af Forsvarschef Peter Bartram, søværnets øverste chefer, militære og civile medarbejdere i staben i Aarhus og inviterede gæster.
Kilde: Forsvaret
Til højre, forsvarschef, general Peter Bartram og stabschef i SOK, flotilleadmiral Jan Leisborch. Stabschefen har siden 1. april været fungerende chef for SOK.