Ny dansk kravstandard for CSR
Der findes i dag en international vejledning for CSR, ISO 26000, men nu kommer der også en dansk kravstandard. DS26001 - kravbeskrivelse og den tilhørende vejledning er under udarbejdelse og vil i april 2010 blive sendt ud til anden høringsrunde.
I takt med at sociale og miljømæssige aspekter i stigende grad bliver anvendt som konkurrenceparameter, stiger behovet for retningslinjer, som den enkelte virksomhed, herunder rederier, kan tage udgangspunkt i ved arbejdet med CSR.
Det er hensigten, at danske virksomheder på sigt vil kunne blive certificeret ud fra den danske standard, som også vil kunne dække aktiviteter udenfor landets grænser.
DS26001 - ledelsessystem for samfundsmæssigt ansvar - stiller krav om, hvilke principper, emner og processer, virksomheden skal leve op til, hvis den vil kunne dokumentere, at den agerer samfundsmæssigt ansvarligt.
Dette vil gøre det lettere for virksomheder at fokusere på de relevante emner og håndtere emnerne på en systematisk og effektiv måde.
Den 4. marts 2010 lægger Rederiforeningen lokaler til, når Transportens Innovationsnetværk inviterer til netværksmøde om CSR i transportbranchen.
Kilde: Danmarks Rederiforening