Ny færgerute mellem Småland og Gotland
Den 27. juni åbner rederiet Gotlandsbåten AB en helt ny færgerute mellem de svenske feriebyer Västervik i Småland og Visby på Gotland. Rederiets færge, MV Västervik, skal sejle med op til fire daglige afgange i højsæsonen fra slutningen af juni til midten af august.
Færgen har plads til 350 personbiler og kan også medtage busser og lettere lastbiler, og overfarten tager tre timer og 20 minutter.
Feriebyen Västervik kaldes for ”østkystens perle” og ligger i det østlige Småland lige ud til skærgården med mere end 5.000 øer. Tager man færgen fra Västervik til Visby, får man lejlighed til at se middelalderbyen Visby, der med sin velbevarede ringmur er optaget på Unescos verdenskulturarvsliste.
Kilde: Gotlandsbåten