Ny havnebygning på Skagen Havn er indviet
Der var fint fremmøde til receptionen, da bestyrelsesformanden for Skagen Havn fredag kunne byde velkommen til den officielle åbning af havnen nye havnebygning.
”Det er en flot bygning, men det er ikke af storhed. Organisationen kommer fra 50 år gamle bygninger i dårlig stand og den nye bygning har været en del af strategien siden 2015,” sagde bestyrelsesformand, Niels Arnold Lund bl..a. i sin velkomsttale.
Borgmester for Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, roste i sin tale Skagen Havn for altid at være i arbejdstøjet.
“I har hele tiden øje for, hvad næste skridt skal være, og hvor I kan udvikle. I er simpelthen havnen, der bliver ved med at give,” lød det fra borgmesteren, der også benyttede lejligheden til at takke alle havnens ansatte.
Direktøren for Skagen Havn, Willy B. Hansen, takkede samarbejdspartnere fra Cowi, Arkitema og Arne Andersen, underleverandører og havnens medarbejdere og sagde desuden:
”Det er af stor betydning, at vi nu får hele organisationen samlet. Det giver gode synergier og ikke mindst vidensdeling og effektivisering. Herudover, vil det også styrke det gode sociale sammenhold de ansatte imellem.”
Interessede kan få lejlighed til se den nye havnebygning, når der er åbent hus lørdag den 25. november.
-emte