Ny klimadeklaration skal presse IMO
På det netop overståede klimatopmøde “One Planet” i Paris vedtog 35 lande en deklaration, der opfordrede IMO til at sætte sig ambitiøse mål for reduktionen af drivhusgasser på linje med de vedtagne målsætninger fra Paris-aftalen i 2015.
Skibsfarten kom slet ikke med i klimaaftalen fra Paris 2015 og det gør den nye deklaration noget ved.
Men dårligt var deklarationen vedtaget, før International Chamber of Shipping (ICS) kom ud med en kommentar om, at IMO bliver nødt til at tage hensyn til udviklingslandene:
“Det er vigtigt, at de underskrivende lande erkender, at dette er en politisk forhandling i IMO, der kræver, at de forstår de legitime bekymringer, som udviklingslandene har om dens (klimamålsætningens, red)
potentielle indflydelse på handel og landenes fortsatte økonomiske udvikling,” udtalte Simon Bennett, chef for external relations i ICS.
Deklarationen er opkaldt efter den nu afdøde Tony de Brum, en politiker fra Marshall Island, der kæmpede for at shipping skulle inkluderes i klimaforhandlingerne.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog i topmødet og underskrivelsesceremonien i går, der blev overværet af bl.a. den franske præsident Emmanuel Macron, FN´s generalsekretær Antonio Guterres og præsidenten for Verdensbanken, Jim Yong Kim.
Blandt de underskrivende lande var ud over Danmark også Storbritannien, Tyskland, Canada, Marshall Islands, Chile og New Zealand.
USA skrev ikke under. En følge af Trump´s udtræden af Paris-aftalen.
I forbindelse med topmødet annoncerede Verdensbanken, at den efter 2019 ikke længere finansiere udvinding af olie og gas.
Kilde: World Maritime News, TradeWinds