Organisationer støtter op om DIS
En ekspertgruppes anbefaling af, at regeringen sanerer DIS-ordningen - der betyder at rederierne kan nøjes med at udbetale nettoløn til ansatte på skibe under DIS-registeret - møder hård modstand, ikke kun fra rederne.
”Vi skal på det kraftigste advare mod forslaget”, siger Jesper Sebbelin, chefkonsulent i Danske Shipping- og Havnevirksomheder.
Danmarks største maritime forbund Metal Maritime/CO-Søfart, er lige så skarp i sin afvisning af anbefalingen.
"Anbefalingen er den hurtigste måde til at afskaffe det danske søfarts erhverv både til lands og til søs”, siger Ole Philipsen, formand for Metal Maritime/CO-Søfart, til ShippingWatch.
Ekspertgruppen, der er nedsat af regeringen, anbefaler at tre maritime skatteordninger saneres:
• Skattefritagelse for løn ved arbejde om bord på skibe registreret i DIS
• Særligt fradrag for søfolk
• Refusionsordning for sandsugere
Eksperterne har regnet sig frem til, at en afskaffelse af de tre indkomstskatteordninger, herunder navnlig DIS-ordningen, fuldt indfaset har et potentiale på godt 1,1 mia. kr. årligt i forøgede skatteindtægter, såfremt hovedparten af danske søfolk får arbejde på land i Danmark på almindelige danske skattevilkår.
Eksperterne tilføjer dog at:
”Ekspertgruppen anerkender dog også, at der er store usikkerheder forbundet med, hvordan både rederier og søfolk vil indrette sig i tilfælde af en afskaffelse af ordningerne”.
Regeringen har endnu ikke taget stilling til arbejdsgruppens anbefalinger.
”Vi vil nu læse rapporten grundigt igennem, og vil i den kommende tid indkalde Folketingets partier til drøftelser om ekspertgruppens anbefalinger”, siger erhvervsminister Morten Bødskov.
-mauh