Ørsted vinder ny havmøllepark i USA
New Jerseys Board of Public Utilities har givet Ørsted licens til at opføre en vindmøllepark med en kapacitet på 1.148 MW ud for delstatens kyst. Den nye park, Ocean Wind 2, ligger umiddelbart ved siden af Ørsteds første New Jersey-projekt Ocean Wind 1, der er på 1.100 MW.
Som en del af det vindende bud vil Ocean Wind 2 udløse omfattende investeringer, der vil skabe værdi i New Jersey for netto over 4,8 mia. dollars.
Med Ocean Wind 2 har Ørsted sikret tilsagn fra GE Renewables (GE) til at placere et af landets første nacelleamontageanlæg i New Jersey. På anlægget skal nacellerne til Ocean Wind 2 og andre havvindprojekter i USA samles.
Ocean Wind 2 bidrager desuden til, at monopælfabrikken i Paulsboro, der blev offentliggjort som en del af Ocean Wind 1-projektet, kan udbygges til at omfatte hele produktionsprocessen
Med projektet er Ørsted blevet tildelt i alt over 4 GW havvindprojekter i USA, mere end nogen anden udvikler, hvilket åbner for betydelige synergier inden for indkøb, opførelse og drift.
”Det er en ære igen at blive tildelt et projekt af New Jerseys Board of Public Utilities. Med Ocean Wind 1 og 2 kommer vi til at levere mere end 2.300 MW havvindenergi til New Jersey, mens vi samtidig tiltrækker førende producenter til delstaten”, siger Martin Neubert, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør for Ørsted.
”At vi tildeles dette projekt, er et vigtigt næste skridt på vejen mod at nå vores netop offentliggjorte mål om at installere 30 GW havvindkapacitet på verdensplan inden udgangen af 2030”, siger Martin Neubert.
Ocean Wind 2 ventes idriftsat i 2029.
Redaktionen