OW Bunker ejer beskyldes for skattefusk
Kapitalfonden Altor, der ejede OW Bunker, slørede et pengespor og misbrugte i følge Skat den danske lovgivning kort før OW Bunker gik på børsen. Det skete, da Altor brugte et skuffeselskab i Luxembourg til at føre 557 mio. kr. fra OW Bunker til skattely på Jersey, skriver DR.
De danske skattemyndigheder har efter en nøje gennemgang af Altors dispositioner valgt at kræve 140 mio. kr. retur fra konkursboet efter OW Bunker. Det fremgår af en korrespondance mellem Skat og konkursboet, som DR er kommet i besiddelse af. DR opruller historien om, hvordan kapitalfonden Altor ved hjælp af et moderselskab i Luxembourg søgte at sløre pengesporerne, da Altor overførte 557 mio. kr. fra OW Bunker til skattely på Jersey.
Havde moderselskabet i Luxembourg været reelt, skulle der ikke betales skat af de 557 mio. kr. på grund af Danmarks dobbeltbeskatningssaftale med Luxembourg. Men ifølge Skat var Luxembourg selskabet reelt et skuffeselskab, der blot skulle tjene til at skjule de mange penges videre rejse til skattelyet Jersey. Derfor vil skat have 140 mio. kr. tilbage fra konkursboet.
Den omfattende korrespondance, som DR er kommet i besiddelse af viser også, at revisionsfirmaet Deloitte angiveligt var klar over, at konstruktionen ville kunne kritiseres. Skat citerer for eksempel Deloitte for at have skrevet, at Luxembourg-finten kan blive anset for at være ”aggressiv skattetænkning af skattemyndighederne”. Detaljerne i skatteplanen er formentlig kun kommet frem til Skat, fordi OW Bunker gik konkurs, skriver DR.
Kilde: DR.