Pirateri en trussel mod arbejdsmiljøet
Et Ph.D.-studie vil undersøge, hvordan truslen om at blive kidnappet eller angrebet af pirater påvirker sømændenes arbejdsliv. Truslen belaster søfarende psykisk, men tidligere er det ikke blevet undersøgt hvordan og i hvilket omfang
Antropolog Adrienne Mannov, der tidligere har forsket i voldelige konflikter og hverdagslivet, vil bl.a. i flere uger sejle ombord på nogle af de skibe, hvor truslen er dagligdag.
Her vil hun gennem samtaler og observationer forsøge at kortlægge, hvordan risikoen for pirateri påvirker besætningen.
”Jeg håber, at jeg kan være med til at øge forståelsen for, hvad det betyder at være udsat for en trussel om pirateri i arbejdslivet, og jeg håber, at det kan bidrage til, at man ombord på skibene får en bedre forståelse for hinanden”, siger Adrienne Mannov.
I dag er handelsskibemultinationale arbejdspladser, hvor der også er store uddannelsesmæssige, religiøse og kulturelle forskelle besætningen imellem.
Diversiteten betyder ifølge antropologen, at sømænd takler trusler og kriser forskelligt alt efter deres baggrund.
”Alle synes, at kriser og trusler er ubehagelige. Men vi tager ofte udgangspunkt i vores egen forståelse af verden og tænker, at det er sådan, tingene hænger sammen. Andre ser måske tingene på en anden måde, og er man ikke bevidst om det, kan det gå galt”, siger hun.
Derfor er det vigtigt, at kaptajnen - lederen ombord på skibet - er klar over netop det forhold. For man kan ikke tage tidligt hjem en dag for at samle tankerne efter en stressende oplevelse eller konflikt på arbejdspladsen, når man er til søs.
”Selvom man måske ikke angribes, så er bekymringen blevet til et arbejdsvilkår for sejlads gennem området, og derfor er det vigtigt for trivslen og samarbejdet, at man forstår, hvordan kolleger opfatter situationen”, siger Adrienne Mannov.
Der er tidligere forsket i, hvordan pirater retsforfølges, og hvilke politiske forhold i eksempelvis Kenya og Nigeria der gør, at pirateriet er steget. Men konsekvenserne for de søfarende er ikke ordentligt belyst.
”De søfarende har selv en meget god idé om, hvordan truslen påvirker dem, men der er ikke foretaget noget strukturelt studie om, hvordan det opleves på tværs af landegrænser”, siger antropolog Adrienne Mannov.
Studiet er en treårig erhvervs-ph.d., og feltarbejdet vil foruden tre-fire uger ombord på et skib foregå i rederier, fagforeninger og rekrutteringsvirksomheder.
Det støttes af Seahealth, Søfartens Arbejdsmiljøråd i samarbejde med Københavns Universitet og med støtte fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø