Problem-ramt russisk fragtskib nu i havn
Det russiske fragtskib Mekhanik Yartsev, der siden den 26 december har ligget for anker på grund af en voldsom slagside, er nu eskorteret til et skibsværft i Southampton.
Skibet fik slagside 2. juledag ud for Portsmouth i Den Engelske Kanal efter at have tabt 30 stykker gods på grund af hårdt vejr. Hvert stykke gods på omkring 3-4 kubikmeter indeholdt tømmer, der siden er blevet set flydende på overfladen, oplyser den britiske kystvagt.
Skibet skulle oprindelig være eskorteret i havn den 27. december, men på grund af hårdt vejr skete det først i går.
Trods slagsiden kunne skibet sejle for egen kraft, men blev eskorteret af en lodsbåd, to slæbebåde og af et redningsfartøj.
Efter planen skulle losningen af skibets gods gå i gang, når det lå sikkert ved kajen i Southampton.
Mekhanik Yartsev, der er bygget i 1990, var på vej fra Riga i Letland til Nord Irland, da det fik slagside.
Kilde: World Maritime News