Rekord-mange krydstogtsgæster i 2018
Der er udsigt til besøg af over 1,1 mio. krydstogtsgæster til Danmark i løbet af 2018. Det betyder, at en lang række danske byer i år vil sætte ny rekord i antal krydstogtsgæster, hvilket blandt andet skyldes, at sæsonen for krydstogtskibe vil vare 215 dage, hvilket er markant længere end før.
”Danmark går ind i sit bedste år for krydstogtturisme – nogensinde. Og det er ikke kun København, der fortsætter vækstkurven op ad. Det nye år understreger for alvor, at hele landet er kommet med og har hul igennem på det internationale marked. Med vores mange havnebyer med individuelle udbud af oplevelser, har Danmark et stort potentiale for krydstogt, og det profilerer vi strategisk over for rederier og rejsebureauer verden over,” siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket CruiseCopenhagen, der samler den danske krydstogtbranche, er forankret.
Aarhus runder næsten 100.000 gæster, og Skagen mere end fordobler antallet af krydstogtgæster i 2018. I Hundested, der først har etableret sig som krydstogtdestination inden for de seneste år, får man besøg af fire skibe og flere gæster end nogensinde før. Også på Bornholm, i Kalundborg og Helsingør er der udsigt til flere krydstogtgæster, som vil skabe omsætning og beskæftigelse i det nye år.
København er stadig landets største krydstogtdestination og sætter også ny rekord i år, men der er en tydelig tendens til, at havnebyerne rundt i landet, som også satser på krydstogtturisme, får flere og flere gæster. I år får havnene uden for København næsten en kvart mio. gæster, og for første gang nogensinde ankommer mere end hver 5. krydstogtgæst uden for hovedstaden.
København er ikke kun Danmarks største krydstogtdestination. Den danske hovedstad er også Nordeuropas vigtigste destination for krydstogtturisme. Og i 2018 kan København se frem til at tage i mod 875.000 krydstogtgæster, det højeste antal nogensinde, og vil dermed cementere sin popularitet på det globale krydstogtmarked.
Kilde: Wonderful Copenhagen