Rekord-omsætning i Bunker Holding
Danske Bunker Holding Group gjorde 2021 til et rekordår, hvor selskabet, der er verdens største bunkerleverandør, formåede at hæve både volumen, omsætning og indtjening og nåede et resultat før skat på 103 mio. dollar på baggrund af en astronomisk omsætning.
Foto: Bunker Holding..
Det var selvfølgelig første og fremmest de galopperende oliepriser, der fik omsætningen til at stige med 69,3 pct. til rekordhøje 16,5 mia. dollar - svarende til 118 mia. kr., men Bunker Holding Group øgede også de solgte mængder med 3 pct.
Den stigende efterspørgsel efter bunker- og smøreolie har også udmøntet sig i det næstmest profitable år nogensinde for Bunker Holding Group, som lukker årsregnskabet med et resultat før skat på 103 mio. dollar.
”At skabe stærke resultater samtidig med, at vi møder modgang, er blevet noget af et varemærke hos Bunker Holding. I år har vi øget både top- og bundlinje betydeligt på trods af, at Corona-pandemien stadig skaber forstyrrelser i de globale forsyningskæder. Vores fokus på at skabe værdi for vores kunder har været afgørende for vores succes, og har kun kunnet lade sig gøre på grund af vores dygtige og dedikerede medarbejdere,” siger Keld R. Demant, CEO i Bunker Holding Group.
Bunker Holding benytter overgangen til det nye regnskabsår med to udskiftninger i bestyrelsen, hvor to mænd - Peter Korsholm og Torben Janholt - træder ud og afløses af to kvinder.
De nye i bestyrelsen er Anja Monrad og Kristin Færøvik.
Anja Monrad er ansvarlig for Dell Technologies i Vesteuropa og blev iøvrigt nomineret som årets leder i Danmark i 2021.
Kristin Færøvik er tidligere administrerende direktør for Lundin Energy Norway AS og bidrager med stor erfaring med lederskab og kommerciel ekspertise fra den globale energiindustri, blandt andet også fra BP, med fokus på områder som risikostyring, organisationsudvikling, de regulatoriske rammer og interkulturel forståelse.
Ud over de nye ansigter får bestyrelsen også en ny formand, da stifteren og medejeren af USTC, der ejer Bunker Holding, Torben Østergaard-Nielsen, træder et skridt ned til næstformandsposten, mens Klaus Nyborg overtager formandsposten.
Bunker Holdings bestyrelse vil fremover bestå af Klaus Nyborg som formand, Torben Østergaard-Nielsen som næstformand, døtrene og medejerne af USTC Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Rechnitzer, samt Peter Appel, Morten Buchgreitz, Peter Frederiksen, Anja Monrad og Kristin Færøvik.
Kilde: Bunker Holding.