Rekorddeltagelse på Ajour 2023
Flere deltagere og udstillere end nogensinde på maskinmestrenes årlige erhvervskonference, Ajour, der strækker sig over to dage i Odense Congress Center. Op mod 150 udstillere er at finde i udstillingshallen.
Foto: Maskinmestrenes Fagforening
”I foråret fejrede Maskinmestrenes Forening 150 års-fødselsdag - og i år på Ajour nærmer vi os 150 udstillere”, siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.
”I år siger vi velkommen til mange nye udstillere - og det vil vi gerne kvittere for. Det er meget glædeligt, at vi på den måde udvikler vores udstilling, så den favner endnu bredere”.
Ajour er for tredje år i træk arrangeret i samarbejde med Konstruktørforeningen, og derudover er der lavet en aftale med Danvak og Danvaks medlemmer, som kan deltage på samme vilkår som medlemmer af Maskinmestrenes Forening.
Aldrig før har der været så mange erhvervsaktive maskinmestre - lige straks 11.000 - og aldrig før har så mange været med i Maskinmestrenes Forening.
»Vi er kun et flækket myggearmhulehår fra at være 15.000 medlemmer. Vi har fuld beskæftigelse – med mange ubesatte stillinger derude. Der er brug for flere maskinmestre – her og nu og fremover, det budskab må I gerne dele”, slog Lars Have Hansen fast i sin åbningstale torsdag.
-mauh