Republikanere til Biden: Stop handelskrigen
Syv republikanske senatorer opfordrer nu præsident Joe Biden til at stoppe den handelskrig mod primært Kina og Europa, som deres egen tidligere præsident Trump skød i gang. De ønsker at Biden fjerner tariffer og andre handelsbarrierer, der har ramt en bred del af USA´s industrier.
De syv republikanske senatorer foreslår i brevet til Biden, at et første skridt kunne være at “reducere handelsbarriererne med vores allierede”.
“Ved at gøre dette kan vi stoppe ødelæggende aktioner og gengældelse og reparere relationerne, mens vi lytter til de virksomheder på tværs af landet, der har lidt under de negative økonomiske konsekvenser.”
Joe Biden lovede under valgkampen, at han ville stoppe Trumps handelspolitik og genoptage de multilaterale forhandlinger med handelspartnerne. Det er dog ikke sket i noget højt tempo, siden Biden tiltrådte, og den fremtidige politik overfor Kina er stadig under overvejelse i administrationen.
Det var fra starten frygtet, at en omfattende handelskrig med Kina kunne påvirke bl.a. containerrederierne negativt. Det er dog aldrig sket. Coronapandemien har vendt op og ned på meget - herunder forbrugsmønstrene, der dagligt fylder containerskibe verden over til randen.
Kilde: gCaptain.