Ringere søberedskab i Østersøen
Den svenske kystvagt skal spare 133 svenske millioner kroner, og det kan få alvorlige konsekvenser for overvågningen af Østersøen. Svenskerne kan blive tvunget til at spare op til 40 procent på blandt andet forureningsovervågning og – bekæmpelse.
”Det er det da bekymrende, at svenskerne skærer ned. Det kan betyde, at vi så ikke kan løse de udfordringer der kommer, som for eksempel ulykker”, siger Bjarne Laustsen, medlem af Forsvarsudvalget til TV2/Bornholm.
Chefen for Maritimt Overvågningscenter Syd, Thomas Bay Jensen, frygter, at nedskæringerne kan få alvorlige konsekvenser.
Ifølge Bjarne Laustsen har Danmark ikke planer om lignende besparelser. Han mener, det er en kortsigtet løsning at spare på beredskabet, da der så ikke effektivt kan sættes ind ved en større katastrofe.
Danskerne skal dog heller ikke vente øgede bevillinger. Forsvarsudvalget håber på, at man ved et bedre samarbejd med andre Østersølande stadig kan opretholde et fornuftigt beredskab, blandt via HELCOM.
Kilde: TV2/Bornholm