Robert Uggla køber andel i Maersk Tankers
Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn, Robert Maersk Uggla er ved nytår blevet selvstændig medejer i det næstældste Maersk-selskab, Maersk Tankers. Han ejer nu mellem 20-24,99 pct. af selskabet, fremgår det af CVR registret.
Robert Uggla er i forvejen bestyrelsesformand for Maersk Tankers, der indtil årsskiftet var 100 pct. ejet af A.P. Møller Holding A/S, der er familiens investeringsselskab og pengetank - og som har Robert Uggla som adm. direktør.
Baggrunden for købet oplyses ikke.
“Der er egentlig ikke noget at sige. Familien har personligt ejerskab i samtlige Maersk-selskaber, og ændringerne påvirker ikke hverken A.P. Møller Holdings eller Robert Ugglas engagement i selskabet,” skriver Mika Bildsøe Lassen, kommunikationschef i A.P. Møller Holding, i en mail til finans.dk.
Maersk Tankers blev grundlagt af A.P. Møller i 1928 og er dermed i dag det næstældste Maersk-selskab efter Maersk Broker, der blev grundlagt i 1914.
Maersk Tankers etablerede sig med fem skibe i flåden i 1928 og er siden vokset at blive blandt de største og mest betydende i industrien. I dag har Maersk Tankers en stadig voksende flåde på omkring 220 produkttankskibe under management i sine pools i segmenterne Intermediate, Handy, MR, LR2 og Aframax.
Selskabet kom ud af 2019 med et overskud på 16,6 mio. dollar efter skat på baggrund af en omsætning på 419 mio. dollar.
Redaktionen