Robert Uggla: Vi har det hårdt lige nu
Topchefen for det Mærsk-ejede tankskibsrederi Broström, Robert Uggla, erkender, at rederiet har det hårdt lige nu. Han ser også ret pessimistisk på produkttankmarkedet resten af året, men på lang sigt vurderer han at mulighederne er store.
"Vi har det hårdt lige nu. Første kvartal var ganske fornuftigt, på grund af en kold vinter hvor raterne gik op. Men resten af året ser jeg ret pessimistisk på. Jeg tror at det bliver et svært marked", siger Robert Uggla til maritimedanmark.dk.
Robert Uggla er dog overbevist om, at Broström kommer til at klare sig godt, set i forhold til konkurrenterne,
"Men ser vi på længere sigt, over de næste 5 til 10 år, så tror jeg, at der er fantastiske muligheder. Vi har da også lige kontraheret flere nye tankskibe", siger Uggla.
Maersk Tankers købte i januar 2009 Broström for 7,3 milliarder svenske kroner. Til sammen råder de to rederier over verdens største flåde af produkttankere på 275 skibe. Heraf drives de mindste, skibe på under 25.000 DWT, af Broström.
Rederiet beskæftigede ved opkøbet 1285 medarbejdere - heraf de 285 i land. I dag er over halvdelen af de landbaserede stillinger skåret væk.
"Der er stadigvæk besparelser at hente i Broström", siger Robert Uggla.
"Men de store besparelser er fundet. Der kommer ikke flere store fyringsrunder, organisationen er på plads nu".
Broström er i dag en del af Maersk Tankers, men I har fortsat hovedsæde i Göteborg. Fortsætter Broström med at være et svensk rederi?
"Hvis du ser på landorganisationen, så findes der få argumenter for at flytte virksomheden. Den svenske krone betyder, at lønnen i Sverige er ret konkurrencedygtig, set i en Skandinavisk sammenhæng. Så at flytte virksomheden til København er, set i det perspektiv, ikke specielt fornuftigt", siger Uggla.
"Men hvis man ser på skibenes drift, så er omkostningerne klart højere - set i forhold til f.eks. Danmark. Og der må man se en forandring, fra regeringens side og fra fagforeningernes side - ellers har Broström ikke noget valg. Så kan vi blive tvunget til at flytte".
"Lige nu har vi valgt en passiv holdning i spørgsmålet, fordi vi er nye på banen, fordi vi lige har overtaget rederiet. Men naturligvis følger vi med i vore partneres valg, og der har vi f.eks. lige set Terntank flage ud til Danmark. Så jeg kan ikke sætte en dato eller give dig en deadline, men vi følger udviklingen tæt. Og jeg er bekymret, ud fra et svensk perspektiv", siger Robert Uggla.
Det skabte stor opmærksomhed da Robert Uggla satte sig i chefstolen hos Broström i september sidste år. Ikke så meget fordi han kun var 31 år, men mere fordi han er Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn. Søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og svenske Gustav Peder Hansson Uggla
Det er ikke nogen hemmelighed, at du er født ind i Mærsk familien. Er det, når alt kommer til alt, en fordel eller en ulempe for dig i dit nuværende job ?
"Det vil jeg ikke kommentere på. Men jeg håber, at jeg bliver bedømt på mit arbejde", siger Robert Uggla til maritimedanmark.dk.
Robert Uggla deltog onsdag i en international maritim konference på Ålandsøerne, arrangeret af Åland International Institute of Comparative Island Studies med støtte fra EMUC og Danmarks Rederiforening.