Rusland truer med gengældelse hvis EU sætter hårdt ind mod skyggeflåden
EU diskuterer i følge mediet Politico muligheden for at opbringe tankskibe fra den såkaldte skyggeflåde, der forlader Østersøen og sejler gennem Østersøen lastet med russisk olie. Men sker det, vil Rusland gengælde, siger en Alexey Zhuravlev, næstformand for Ruslands Statsduma Komite for Forsvar.
Snesevis af tankskibe fra den såkaldte skyggeflåde sejler hver måned gennem danske farvande lastet med russisk olie.. Foto: Havariekommando
Danmark er blandt de Østersølande, der vil tage hårdere midler i brug for at stoppe den omfattende trafik af ældre tankskibe, der transportere olie gennem Østersøen og danske farvande.
De diskuterede planer i EU kan risikere at bryde reglerne for fri sejlads fastsat i FN’s havretskonvention, og Politico-rapporten har hurtigt mødt fordømmelse fra Rusland.
”Ethvert angreb på vores fragtskibe kan betragtes som et angreb på vores territorium, selv hvis skibet sejler under fremmed flag,” skrev Zhuravlev på Telegram ifølge Splash og advarede om ”gengældelsesforanstaltninger” i form af bording – og endda angreb – på vestlige skibe.
I sidste uge meddelte den danske Søfartsstyrelse, at den vil begynde at udføre havnestatskontrol på højrisiko-tankskibe, der ankrer op ved Skagen. Skibe med sikkerhedsfejl eller manglende dokumentation og forsikring risikerer at blive tilbageholdt.
Ifølge data fra analysefirmaet Windward tæller skyggeflåden mere end 1.200 tankskibe, hvoraf flere end 1.000 er sanktionerede og i gennemsnit er 21 år gamle - eller ca. otte år ældre end den globale gennemsnitsalder for tankskibe, hvilket øger risikoen for en omfattende miljøkatastrofe
-emte