Rusland overvejer arktisk containerrederi
Rusland binder milliarder i udviklingen af Nordøstpassagen som en fremtidig lettere vej for fragt mellem Europa og Fjernøsten og overvejer nu at etablere et statsdrevet containerrederi, der skal stå for transporten af containerne gennem de arktiske farvande. Prisen skal være lavere end i Suez Kanalen.
Mens de største containerrederier en for en afviser at ville benytte Nordøstpassagen af hensyn til miljøbelastningen af de arktiske farvande, vil Rusland ikke opgive udviklingen af en nordlig rute.
Derfor kigger den russiske regering sammen med den russiske tænketank Skolkovo på et projekt, der skal skabe en statsejet russisk container operatør, der kan løse opgaven.
“Staten betaler for den arktiske eksponering og afskiberne betaler de øvrige omkostninger selv,” siger Alexander Krutikov, der er viceminister for Fjernøsten og Arktisk udvikling i Rusland og tilføjer, at prisen for at benytte Nordøstpassagen i givet fald skal være lavere end Suez Kanalen.
Ifølge viceministeren kan feederskibe sejle fra europæiske eller fjernøstlige havne til Murmansk i Barentshavet eller Kamchatka i det nordøstlige Rusland, hvor deres last kan blive omladet til skibe tilhørende den russiske container operatør, der så tager ansvaret for sejladsen i det arktiske farvand nord for Rusland.
Krutikov mener, at den statslige container operatør vil skulle arbejde med de internationale shippingfirmaer i mindst et årti, inden ruten kan bære sig selv kommercielt.
Som situationen er i dag, kan skibe kun besejle ruten på visse tidspunkter af året og behøver isbryderassistance på nogle strækninger.
De store internationale containerrederier har i løbet af de seneste uger afvist at ville benytte ruten nordom Rusland. Det gælder CMA CGM, Hapag-Lloyd og senest MSC.
Maersk har udtalt gennemført testsejlader på ruten og har udtalt, at de ikke har aktuelle planer om at benytte ruten.
Kilde: Splash