Russisk krigsskib i kollision i Øresund
Et russisk patruljefartøj er onsdag formiddag kollideret med et reeferskib på 14.567 DWT syd for Øresundsbroen. Begge skibe er ankret op, og reeferskibet Ice Rose har tydelige skader efter kollisionen i stævnen. Kollisionen skete i tæt tåge.
Vagthavende i Forsvarets Operationscenter oplyser til Maritime Danmark, at der ikke er tegn på forurening fra de to involverede skibe, og at ingen personer er kommet til skade.
Kollisionen skete i dansk farvand, men både et dansk og svensk skib er i øjeblikket til stede på positionen. Fra dansk side drejer det sig om patruljeskibet P 523 Najaden, og fra svensk side om kystvagtskibet KBV 432.
Forsvarets Operationscenter kameraovervåger situationen via en direkte forbindelse til skibene, og beskriver situationen som rolig.
Der er ingen oplysninger om årsagen til kollisionen.
Ice Rose, der er indregistreret på Marshalløerne, er tilbageholdt af de danske myndigheder indtil det er undersøgt om skibet fortsat er i sødygtig stand. Ifølge Forsvaret er der ingen tegn på vandindtrængning i skibet.
De danske myndigheder har ikke adgang til det russiske krigsskib, korvetten Kazanets, og har heller ikke mulighed for at tilbageholde det.
Ice Rose var på vej nordover på en sejlads fra St. Petersborg til Gøteborg. Det russiske krigsskib var formentlig på vej i samme retning - ifølge Søfart med slukket AIS-sender. Denne oplysning er endnu ikke bekræftet fra anden side.
Redaktionen