Russiske tankskibe har fundet nyt spot til ship-to-ship overførsler
En intens indsats fra den græske flåde har jaget tankskibe med sanktioneret russisk olie væk fra Laconia-bugten i Grækenland. Nu er et stykke kystlinje ud for det østlige Marokko blevet stedet, hvor overførslen af olien fra mindre til større tankskibe er flyttet hen, rapporterer Bloomberg.
Siden den 1. maj har den græske flåde afholdt øvelser i Laconia-bugten i et forsøg på at afskrække de russisk-tilknyttede tankskibe fra at bruge det populære sted til ship-to-ship overførsler af den sanktionere russiske olie.
Og det har de tilsyneladende haft held til. Nu foregår overførslerne i stedet i den vestlige del af Middelhavet ud for havnebyen Nador i Marokko.
Rusland har siden indførelsen af de omfattende sanktioner efter angrebet på Ukraine været tvunget til at flytte sin flåde af tankskibe rundt til forskellige destinationer for at holde eksporten i gang.
Ifølge mæglerfirmaet BRS er den såkalte “grå tankskibsflåde” vokset med 17 pct. i år og omfatter nu 787 skibe med en samlet tonnage på 93,7 mio. dwt, svarende til 13,7 pct. af den samlede tankskibstonnage, skriver det maritime medie Splash.
-emte